BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du modet til at gøre en forskel for en professionel militærpolitienhed i et dynamisk operationsmiljø? Er du mentalt og fysisk robust og kan du, som detachementsfører, skabe de ideelle rammer for enhedens opgaveløsning, hvor dedikerede militærpolitisoldater med et højt ambitionsniveau stiller ubetingede krav til tjenesten?
Kan du svare ja til ovenstående, så kan du blive vores kommende detachementsfører til 1. detachement ved 2. Militærpolitikompagni.
Om os
Militærpolitiet er kendetegnet ved at være unik af sin art i det danske forsvar, hvilket er en af årsagerne til, at der er en stærk korpsånd, som positivt understøtter opgaveløsningen.
Militærpolitiet støtter forsvarets opgaveløsning nationalt og internationalt, og er som hovedregel repræsenteret, når Danmark udsender enheder i internationale operationer. Støtten leveres både i det maritime, luftmilitære og landmilitære operationsmiljø, og ofte i samarbejde med Forsvarets Auditørkorps og allierede nationers Militærpoliti.
Militærpolitiet er placeret geografisk på Aalborg Kaserner, og er organiseret med en stab, to militærpolitikompagnier, samt en militærpolitigrunduddannelse. Derudover er der en militærpolitistation geografisk opdelt i Aalborg og København.
Om stillingen
2. Militærpolitikompagni består af tre militærpolitidetachementer, en vedligeholdelses- og forsyningssektion samt et kommandoelement. Kompagniet indsættes, ofte med kort varsel, i mange forskelligartede opgaver og operationsmiljøer, hvilket stiller krav til et højt MP-fagligt niveau og en stor grad af omstillingsparathed.
Kompagniets militærpolitidetachementer skal kunne være bredt anvendelige, men har derudover hver deres forskellige specialer og ansvarsområder:
1. Militærpolitidetachement er primær ansvarlig for Militærpolitiets livvagtstjeneste og –beredskaber.
2. Militærpolitidetachement er primær ansvarlig for at støtte militærpolitistationstjenesten med politifaglige opgaver såsom kontrol, efterforskning og eskortekørsel på motorcykel.
3. Militærpolitidetachement er primær ansvarlig for Militærpolitiets maritime indsats og fagområder.
Som detachementsfører er du underlagt chefen for 2. Militærpolitikompagni, og er over for denne ansvarlig for detachementets operative parathed.
Du bliver fører for 1. Militærpolitidetachement, som består af fastansatte, professionelle militærpolitisoldater, hvor der er forventning om en krævende og udfordrende hverdag kombineret med et højt fagligt niveau.
Detachementerne er kompagniets manøvreenheder og forudsætningen for, at kompagniet kan løse dets opgaver med skiftende fokus afhængig af situationen. Det er derfor dit ansvar, at detachementet kan støtte bredt i kompagniets organisation gående fra politivirket over til livvagtstjeneste.
Herudover er du ansvarlig for planlægning, gennemførelse og kontrol af funktionsuddannelse samt enhedsuddannelse af dit detachement i samarbejde med 2. Militærpolitikompagni og Militærpolitiets stab.
Som fører for detachementet er du desuden ansvarlig for personellets udvikling, og bidrager i den sammenhæng aktivt med input til kompagniledelsen.
Du vil i stillingen skulle påregne en del øvelsesaktivitet i ind og udland, ligesom du skal være indstillet på at kunne udsendes som militærpolitiofficer til et af militærpolitiets mange indsættelsesområder.
Stillingen er værnsfælles, og kan derfor søges af alle premierløjtnanter uanset værnsbaggrund.
Om dig
Du er en erfaren premierløjtnant med tjeneste i det operative miljø. Du er omstillingsberedt og formår at kunne indgå i en organisation, hvor du er i stand til at arbejde simultant og systematisk med flere forskellige typer opgaver.
Du har sans for detaljen i opgaveløsningen, men formår at tænke i helheder til fordel for kompagniets og Militærpolitiets virke. Du evner at kunne samarbejde på tværs af hele organisationen og skabe forståelse og accept for opgaven, i et til tider udfordrende operationsmiljø.
Du forstår vigtigheden af at være rollemodel for underlagt personel, samt i særlig grad for forsvarets øvrige ansatte.
Erfaring med militærpolititjeneste er ikke et krav. Såfremt du ikke tidligere er uddannet Militærpolitiofficer, skal du være indstillet på ved først kommende lejlighed at gennemføre Militærpolitiets officerskursus.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 3, som omfatter premierløjtnanter.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte chefen for 2. Militærpolitikompagni, kaptajn Lars Rendbæk Andersen på telefon 2526 1151 eller på mail trr-mp-200A@fiin.dk. Alternativt kan du kontakte næstkommanderende i
2. Militærpolitikompagni premierløjtnant Christian Volf Pedersen på telefon 7283 7201 eller på mail trr-mp-200B@fiin.dk.
Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-Konsulent Nur Arabaci Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 99 35.
Ansøgningsfristen er den søndag den 26. juni 2024 og ansættelsessamtaler forventes afholdt umiddelbart efter ansøgningsfristens udløb. Stillingen er med tiltrædelse snarest muligt.
Du må gerne vedlægge de FOKUS bedømmelser, du finder relevante for stillingen.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aalborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Aalborg Kaserner, Gammel Høvej , 9400 Nørresundby
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 26-06-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6067836