Nørresundby er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Aalborg SV: narkopåvirket bilist
En 24-årig mandlig bilist blev tirsdag morgen den 12. september kl. 08.30 standset af en af beredskabspatruljerne fra Nordjyllands Politi. Bilisten kom kørende ad Ny Nibevej i Aalborg SV, da patruljen fik mistanke om, at manden kunne være påvirket. En narkometertest gav positivt udslag på cannabis, amfetamin samt methamfetamin. Den 24-årige havde også kørselsforbud. Under ransagning af bilen blev manden fundet i besiddelse af methamfetamin, hash og en peberspray. Patruljen sigtede manden for forholdene og anholdt ham, så der kunne udtages en blodprøve som bevismiddel.
Tversted: narkopåvirket lastbilchauffør
Onsdag den 13. september kom en 37-årig mand kørende i en lastbil ved rundkørslen, hvor Skagensvej møder Tannisbugtvej i 9882 Tversted. Her blev manden standset af en Nordjyllands Politis patruljer, som skønnede, at han kunne være påvirket. Det viste sig desværre at være korrekt: En narkometertest gav positivt udslag på cannabis. Patruljen sigtede manden for forholdet og gjorde ham opmærksom på, at han nu står til en ubetinget frakendelse af kørekortet, idet han allerede havde en betinget frakendelse.
Kører du med ulovlige, euforiserende stoffer i blodet, er straffen den samme, som hvis du kørte spirituskørsel med 1,21 promille:
- Du får frakendt dit kørekort ubetinget i 3 år
- Du får en bøde
- Du skal gennemføre et kursus i Alkohol, Narko og Trafik. Kurset varer samlet set 12 timer og koster 3.200 kr.
Farsø: indbrud i villa
I perioden 6. til 12. september har der været indbrud i en villa i et boligkvarter i den nordlige del af Farsø, Vesthimmerlands kommune. Det erfarede villaejeren, en ældre mand, som anmeldte forholdet til Nordjyllands Politi tirsdag eftermiddag den 12. september. En beredskabspatrulje blev sendt til stedet for at foretage en gerningsstedsundersøgelse og sikre spor. Hele huset var gennemrodet, og tyven havde skaffet sig adgang til hjemmet (og udgang derfra) ved at tage en rude ud af et vindue i soveværelset. Der var endnu ikke et endeligt overblik over, hvad tyven havde stjålet, men med sikkerhed var der taget effekter af guld og desuden en møntsamling.Tårs: indbrudstyv klippede lamper ned
I løbet af tirsdag den 12. september blev der begået indbrud i et hus på Stendalvej i 9830 Tårs. Under gerningsstedsundersøgelsen kunne betjente fra Nordjyllands Politi konstatere, at tyven havde skaffet sig adgang via hoveddøren, som var sparket ind. Store dele af huset var gennemrodet, skabe og skuffer stod åbne. Flere designerlamper var klippet ned og fjernet.
Aalborg: depotrum brudt op
En ung mand anmeldte tirsdag den 12. september til Nordjyllands Politi, at hans depotrum i kælderen – centralt i Aalborg – var blevet brudt op i perioden 31. august til 12. september. Politiets patrulje på stedet kunne konstatere, at gitterdøren til depotrummet formentlig var klippet, og den ukendte gerningsmand havde herefter gennemrodet depotrummet, hvorfra der bl.a. var stjålet en del flasker vin.
Nørresundby: haveredskaber stjålet fra skur
En ejendom i den nordligste del af Nørresundby anmeldte onsdag den 13. september til Nordjyllands Politi, at der havde været indbrud i et skur mellem den 8. og 11. september. Beredskabspatruljen, som blev sendt til stedet, kunne se, at en hængelås var skåret over, og tyven havde på den måde skaffet sig adgang til tyvekosterne, som især bestod af eldrevne haveredskaber og opladere – en grensav, en græstrimmer, en hækkeklipper.
Ring til Nordjyllands Politi på 114, hvis du har set noget eller har andre oplysninger af relevans i indbrudssagerne.
Der er fire områder, du skal have fokus på, når du vil undgå indbrud:
- Sikring af døre og vinduer og solide låse er den bedste måde at holde tyven ude på. Se på din bolig med tyvens øjne, så du finder de svage steder. Det er dem, du skal starte med at sikre.
- Nabohjælp. Hent Nabohjælps app og bliv en aktiv nabohjælper. Ved at danne et netværk med dine naboer, kan I gøre jeres område trygt og fri for indbrud.
- Hæk og hegn. Sørg for at hæk, hegn og buskads ikke kan være et skjul for en tyv. Naturlige overvågning fra naboer og folk, der går forbi på fortovet, er et godt supplement til sikre døre, vinduer og Nabohjælp.
- Lys. Timerstyret indendørslys og sensorstyret udendørslys kan supplere indbrudssikre døre og vinduer og Nabohjælp.
Sulsted: mand snydt af falsk bankmedarbejder
Onsdag den 13. september anmeldte en mand fra Sulsted, at han havde været udsat for svindel. Manden havde modtaget en sms med et link fra en afsender ved navn ”Mobilepay”. Heri blev han bedt om at bekræfte sine personoplysninger, herunder sit personnummer. Efterfølgende blev manden så ringet op af en person, som udgav sig for at være en medarbejder fra Sydbank, som præsenterede en del troværdige oplysninger om manden. Den falske bankmedarbejder oplyste, at manden skulle godkende noget med sit MitID, hvilket involverede brug af en QR-kode. Manden fra Sulsted fandt ud af, at han var blevet snydt, da han efterfølgende ringede Sydbank op; de kendte ikke noget til opkaldet. Manden fik spærret sine kort og sit MitID og ønskede også med sit opkaldt til politiets servicecenter at advare andre borgere om svindel.
Banker, politiet eller andre myndigheder ringer aldrig til dig for at bede om dine personlige oplysninger, hjælpe med/afværge køb eller assistere dig med at ændre login.
Pas på dig selv. Læs om, hvordan du undgår, at kriminelle misbruger dine oplysninger:
Aabybro: tyveri fra personbil
Torsdag den 14. september anmeldte en ældre mand, at han havde været udsat for tyveri fra sin bil, da den holdt parkeret i hans carport i Aabybro. Tyveriet skete mellem onsdag eftermiddag og torsdag morgen. Fra bilen var der stjålet en tegnebog med kontanter og diverse kort. Desuden manglede bilnøglen, som havde ligget på et bord i husets baggang.
Følg Nordjyllands Politi på:
X @NjylPoliti
Facebook @NjylPoliti
Instagram @Politi
Abonnér på nyt fra politiet
Modtag lokale og landsdækkende nyheder, døgnrapporter, efterlysninger, fremlysninger og arrangementer på mail. Du kan til en hver tid afmelde dig igen eller ændre dit abonnement. Abonnér her: https://politi.dk/abonner