Onsdag den 23. april fjerner Aalborg Kommunes grønne afdeling Nørresundbys byvåben ved brolandingen i Nørresundby.
For rigtig mange repræsenterer byvåbenet i den store forstørrelse en vigtig del af lokalhistorien for Nørresundby. Byvåbnet blev sat op i den afgørende periode for kommunesammenlægning debatten i 60´erne.
Nørresundby kommune ønskede at signalere at byerne ved Limfjordens smalleste passage udgjordes af to kommuner, den store, Aalborg, på sydsiden og den mindre, Nørresundby, på nordsiden.
Ønsket var sikkert, at det også ville være tilfældet i fremtiden! Sådan gik det ikke; men der var storhed nok til at værne om byskiltet ved brolandingen som en del af lokalhistorien. Oprindeligt var der lys i skiltet om aftenen; men tiden har sat sit præg på skiltet, der er en sindrig konstruktion fra flere håndværk.
Sundby Samlingerne har søgt et samarbejde med kommunen om en mulighed for at renovere skiltet og har fået ja fra byens aktive bevarere af håndværkstraditionerne i Aalborg, Håndværkerhuset i Kattesundet, de har sagt ja til at renovere byskiltet.
Transportopgaven kræver både viden og håndelag, så det står kommunen grønne afdeling for.
Sparekassen Danmark, der har til huse i Brohuset har velvilligt sagt ja til et sponsorat; men flere er bestemt velkomne til at bidrage.
Lokalhistorisk er vi rigtig glade for at aftalerne er faldet på plads og nu venter en undersøgelse af byskiltet, en plan for renovering og forhåbentlig en genplacering som en del af vores lokalhistorie i bybilledet.
Nærmere om genplacering når de dygtige seniorhåndværkere har haft byvåbenet i hænderne.