BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du lyst til at arbejde med støtte til operationsplanlægning i en værnsfælles stab inden for specialoperationsmiljøet? Så er du måske den, vi søger til et antal planlægningsstillinger i J5/Planlægningssektionen ved Specialoperationskommandoen.
Om os
Specialoperationskommandoen er etableret med henblik på at styrke og øge Danmarks specialoperationskapaciteter, som bidrager til at beskytte og fremme Danmarks interesser, nationens sikkerhed og borgernes tryghed.
Specialoperationskommandoen opstiller specialoperationsstyrkebidrag til operative styrkeindsættelser og beredskaber både nationalt og internationalt. Specialoperationskommandoen er også styrkeindsættende i visse situationer.
Specialoperationskommandoen består af en kommandostab, Jægerkorpset og Frømandskorpset suppleret af Specialoperationskommandoens reserveenheder.
Kommandostaben samt stabens reserveenhed er placeret på Flyvestation Aalborg.
Ud over den daglige myndighedsvaretagelse skal Kommandostaben kunne opstille et nationalt operativt specialoperationshovedkvarter.
Kommandostabens J5 (Planlægningssektionen) er en ud af to sektioner i Planlægningsafdelingen. Sektionens overordnede opgave er, at varetage den langsigtede planlægning af Specialoperationskommandoens opgaver, bidrag og aktiviteter i rammen af såvel styrke-produktionen som den operative opgaveløsning i relation til militære beredskabsplaner.
J5 består af seks fastansatte officerer. Tonen er fri og uformel; vi sætter professionalisme, sammenhold og korpsånd højt i alle relationer.
Om stillingen
Som reservist i Forsvaret bliver du ansat i en designeringsfunktion i en af Forsvarets mange
myndigheders respektive krise-/krigsorganisation.
Designeringsfunktionen er den funktion/stilling, som du vil skulle varetage i tilfælde af krise eller krig.
Du bliver indkommanderet til tjeneste, der er forbundet til din designeringsfunktion. Som reservist kan du varetage opgaver som uddannelse, træning og øvelsesvirksomhed i relation til din designeringsfunktion.
Vi søger et antal reservister af graden kaptajn/kaptajnløjtnant af reserven til støtte for operative analyse- og planlægningsopgaver i J5. Stillingerne er placeret ved Specialoperationskommandoens stab på Flyvestation Aalborg.
I dit virke vil du efter omstændighederne og aktuelle forudsætninger skulle varetage opgaveløsningen i koordination med tilsvarende funktioner i sideordnede myndigheder i Forsvaret samt med eksterne, fx andre NATO hovedkvarterer. Tjenesterejser kan blive aktuelle afhængig af de operative behov og dine muligheder og kompetencer i forhold til den konkrete opgave.
Som reservist i J5 kan du forvente at skulle indgå i en designeringsfunktion i det nationale operative specialoperationshovedkvarter. Efter omstændighederne og efter aftale kan du eventuelt også indgå i en tilsvarende operativ funktion i det multinationale specialoperationshovedkvarter (sammen med bl.a. Belgien og Nederlandene), såfremt mulighederne er til stede.
Som ansat i Forsvarets (og dermed Specialoperationskommandoens) reserve vil du blive indkommanderet til aktiviteter, som skal supplere allerede havende relevante kompetencer.
Om dig
Du har været ansat som kaptajn/kaptajnløjtnant af linjen eller af reserven og har god erfaring med analyse og planlægning; gerne med afsæt i din militære baggrund. Hvis du har været ansat som premierløjtnant af linjen eller af reserven og optaget på Hærens føringskursus eller tilsvarende, vil du skulle indgå en uddannelsesaftale. Udnævnelse til kaptajn af reserven kan finde sted, når præmisserne i uddannelsesaftalen er opfyldt.
Ansættelsesvilkår
Rådighedsstillingen er niveaufastsat til kaptajn/kaptajnløjtnant af reserven og ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisation for Personel af Reserven I Danmark.
Du aflønnes pr. indkommanderingsdag (7,4 timer), eller honoreres for det faktiske antal timer ved aktiviteter med begrænset daglig tjeneste indtil 7 timer pr. dag, dog minimum for 3 timer.
Der optjenes særlig feriegodtgørelse på 12,5 %. Du modtager et pensionsbidrag på 17,1 % af din løn og dine eventuelle pensionsgivende tillæg.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsen.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger kan erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Kontakt og ansøgning
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte major Christian Neerdal på telefon 72 85 71 70 eller på mobil 25 55 61 61.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Cecilie Aagaard ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 91 90.
Ansøgningsfristen er den 30. november 2023 og vi forventer at afholde samtalerne løbende.
For at komme i betragtning til rådighedsstillingen, beder vi dig sende din ansøgning med tilhørende bilag elektronisk via linket. Det er i den forbindelse vigtigt, at alle bilag bliver vedhæftet som PDF-filer.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aalborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Aalborg Kaserner, Gammel Høvej , 9400 Nørresundby
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 30-11-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5940172