Hos Aalborg Bedemand møder de pårørende et kendt ansigt i Sandra, der trods sine 25 år allerede har mange års erfaring med at hjælpe familier gennem den svære tid efter et dødsfald. Efter halvandet år som fastansat er hun i dag en vigtig del af bedemandsforretningen - og har i virkeligheden været det længe før.
Hos Aalborg Bedemand handler arbejdet ikke kun om det praktiske omkring en begravelse eller bisættelse. Det handler i høj grad også om nærvær, omsorg og evnen til at møde mennesker i en af livets sværeste situationer. Derfor betyder det også meget, når en medarbejder som Sandra bliver en naturlig del af mødet med de pårørende.
Selvom hun kun har været officielt ansat i halvandet år, har hun fulgt bedemandsforretningen siden teenageårene og hjulpet til, siden hun var 16 år gammel. Faktisk er hun vokset op tæt på faget og familien bag Aalborg Bedemand.
“Sandra er familie, og hun har fulgt os siden hun var helt lille. Derfor har hun også fået en erfaring og forståelse for faget, som er ret unik for hendes alder,” fortæller Per Elsvold, bedemand og medindehaver af Aalborg Bedemand.
Lært faget i praksis
Sandra har ikke taget en traditionel bedemandsuddannelse. I stedet har hun lært faget gennem mange års praktisk erfaring side om side med Per Elsvold. Ved siden af har hun en handelsuddannelse, som også har givet hende stærke kompetencer i mødet med mennesker.
Hos Aalborg Bedemand mener man, at noget af det vigtigste i faget er erfaringen fra virkeligheden.
“Det bedste ved at lære faget er at gå med en erfaren bedemand og opleve mødet med de pårørende. Man lærer at lytte, forstå og skabe tryghed på en måde, man ikke kan læse sig til,” siger Per Elsvold.
I dag er Sandra med hele vejen rundt i arbejdet hos Aalborg Bedemand. Hun har samtaler med familier, afholder bisættelser og højtideligheder og hjælper med de mange praktiske og menneskelige opgaver, som følger med arbejdet som bedemand.
Et trygt møde i en svær tid
Hos Aalborg Bedemand i Nørresundby har man gennem mange år hjulpet familier med at skabe en personlig og værdig afsked. Her er det vigtigt, at de pårørende føler sig mødt med både professionalisme og varme.
Det er også noget, Sandra hurtigt er blevet kendt for blandt familierne.
“Hun er blevet taget utrolig godt imod af vores pårørende. Hun passer rigtig godt ind i faget, fordi hun er rolig, nærværende og oprigtigt engageret i mennesker,” fortæller Per Elsvold.
Aalborg Bedemand hjælper med alt fra planlægning af begravelser og bisættelser til papirarbejde, rustvogn, blomster og kontakt med myndigheder. Forretningen har faste priser og lægger stor vægt på gennemsigtighed og personlig service, så familierne kan føle sig trygge gennem hele forløbet.