BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Økonomikonsulent til det specialiserede socialområde
Vi søger en erfaren økonomikonsulent, der kan rådgive og understøtte vores ledelse på et strategisk og taktisk niveau, og som formår at formidle og gøre det komplekse enkelt.
Center for Sociale Indsatser
Center for Sociale Indsatser (CSI) er en del af Voksenafdelingen i Job og Velfærd. CSI rummer fire tilbud med et understøttende sekretariatet – i alt ca. 250 medarbejdere. Tilbudsviften spænder bredt og indeholder bl.a. rusmiddelbehandling, forsorgshjem, botilbud, bo-støtte og opsøgende gadearbejde. Mange af centerets tilbud kan benyttes af alle landets kommuner, ligesom et af tilbuddene er VISO-leverandør. Derudover har centeret ansvar for samarbejdet med en række NGO’er, som har driftsaftale med Aalborg Kommune. Samarbejdet indebærer koordinering af indsatser, økonomi m.v. i henhold til de enkelte driftsaftaler.
Indsatserne kendetegnes ved fokus på en løbende og dynamisk udvikling af tilbud og samarbejdsformer. CSI har således en klar ambition om at være en progressiv og toneangivende aktør i udvikling af nye og effektfulde indsatsformer for hjemløse og borgere, som befinder sig i særligt udsatte positioner.
Vi er optaget af styring med effekt og vi forventer også, at du er nysgerrig på de nyeste modeller inden for økonomistyring. Desuden forventer vi, at du har overblikket og sammen med vores ledelse tager de første skridt og sætter de strategiske spor på økonomiområdet i CSI.
Jobbet
Opgaverne spænder vidt over strategisk, økonomisk understøttelse af ledelsen, overordnet budgetlægning og -opfølgning, deltagelse i tværgående analyser af økonomisk karakter og formidling af økonomiske problemstillinger.
Dine ansvarsområder bliver blandt andet:
- Overordnet økonomioverblik og fokusområder for hele CSI, inkl. NGO med driftsaftaler
- Kontakt og samarbejde med alle tilbud i CSI vedr. økonomi og administration
- Beregninger af nye tilbud og takster
- Kvalificering af nye tiltag i forhold til sammenhængene mellem sociale indsatser og økonomiske resultater – ud fra Den Socialøkonomiske Investeringsmodel, SØM
- BI – opdatering og udvikling af systemet
- Opfølgning på ledelsestilsyn og øvrige tilsyn
- Statistik
- Afholdelse af administrative møder
- Sikre kendskab til nyeste viden på det økonomiske og administrative område
- Sparring ved IT løsninger og økonomisystemer (Vi arbejder i OPUS, BI, AS2007 og Nexus).
Hvem er du?
Du er strategisk tænkende, konkret udførende og handlekraftig, og du drives af, at økonomien og det administrative område i centret løbende understøtter, at den samlede indsats gør en forskel for vores medborgere i udsatte positioner.
Du har erfaring med ledelsesunderstøtning, sparring og rådgivning til ledere ift. økonomi og drift.
Du ser helheder og sammenhænge, men har også sans for deltaljen. Du hviler i dig selv og kan holde hovedet koldt, når verden bliver kompleks. Du arbejder selvstændigt og sætter en ære i at overholde deadlines. Du brænder for at skabe udvikling og er en stærk formidler, der forstår din målgruppe af ledere og administrative medarbejdere/konsulenter, og kan gøre det komplekse forståeligt for de fleste.
Din baggrund kan se ud på mange måder, men du har flere års erfaring fra ansættelse i en politisk styret organisation og meget gerne indsigt i det specialiserede socialområde.
Vi tilbyder:
- en stilling, som indebærer masser af udfordringer og udviklingsmuligheder på et rigtigt spændende arbejdsområde, samt engagerede kollegaer, der fungerer sammen i en munter og uformel omgangstone
- et positivt arbejdsmiljø, hvor høj faglighed, åbenhed og alsidige opgaver er hverdagen, og hvor du har mulighed for at sætte præg på opgaveløsningen.
Fortæl gerne om din erfaring med strategisk sparring og understøttelse af ledere – gerne via konkrete eksempler. Forhold dig også gerne til, hvordan du kan passe ind i vores organisation. Vi vil også gerne høre, hvordan vi får den bedste kollega ud af dig.. Hvad motiverer dig, og hvordan arbejder du bedst?
Ansættelse
Stillingen er på 37 timer og tiltrædelse pr. 1. august 2023.
Stillingen er omfattet af lokal løn. Løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.
Forud for endelig ansættelse skal der foreligge en straffeattest og indhentes referencer.
Primært ansættelsessted er Hjulmagervej 22, 1., 9000 Aalborg.
Vil du vide mere om os?
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sekretariatsleder Christina Alberg på mail: christina.alberg@aalborg.dk eller tlf. 2081 7696.
Sådan forløber processen
Ansøgningsfristen er torsdag d. 15.06.2023
Der afholdes ansættelsessamtaler torsdag d. 22.06.2023
Der indkaldes til samtaler via mail.
Du skal derfor være opmærksom på at tjekke mail og eventuelt spamfilter.
Læs mere om Job og Velfærd
På Aalborg Kommunes hjemmeside kan du læse om kommunens og forvaltningens struktur, politikker, målsætninger og meget mere.
Forud for endelig ansættelse indhentes der straffeattest.
Send ansøgning
Du sender din ansøgning ved at trykke på knappen "Send ansøgning" og udfylde den formular, som kommer frem. Det er også muligt at vedhæfte bilag som f.eks. ansøgning og CV i begrænset omfang.
I Aalborg Kommune tror vi på, at mangfoldighed skaber værdi, og vi bruger det potentiale, der ligger i forskelligheden til at løse vores kerneopgave endnu bedre. Vi behandler alle vores medarbejdere ligeværdigt, og opfordrer alle til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk tilhørsforhold.
Vores arbejdsplads – kom med på en fantastisk rejse
Som medarbejder i Aalborg Kommune bliver du en del af et stærkt fællesskab, der tæller 16.000 kollegaer og som hver dag udvikler sig sammen for at skabe de bedste resultater for borgere, virksomheder og foreninger.
Vores kommune – i rivende udvikling
Aalborg vokser hvert år med flere end 1000 nye indbyggere og takket være et handlekraftigt fællesskab, der gør tingene sammen, er der de sidste årtier blevet skabt tusinder af nye arbejds- og studiepladser samt et rigt kultur- og fritidsliv.
Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=58b1dff5)
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aalborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Center for Sociale Indsatser, Svendsgade, 9000 Aalborg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 15-06-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://www.ofir.dk/resultat/Jobannonce.aspx?ofirId=58b1dff5&action=sendApplicationUrl&utm_source=job.jobnet.dk&utm_medium=referral
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5835911