Nørresundby er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Fundet i besiddelse af hash
Onsdag aften bemærkede en af politiets patruljer, en ung mand på Hadsundvej i Aalborg. Han udviste tilpas mistænkelig adfærd til, at patruljen kontaktede ham. Ved en visitation på stedet blev han fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, som han havde tapet fast på indersiden af sin t-shirt. Han blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffet og kan se frem til at modtage en bøde for forseelsen.
Færdselsuheld med stor materiel skade
På Vrejlev Klostervej var der tidligere sket et færdselsuheld. Parterne holdt i siden af vejen, da et køretøj kl. 1745 kom kørende ad Vrejlev Klostervej mod vest. Pågældende overså at der holdt biler i siden af vejen og påkørte bilen, der holdt der. En af parterne fra det første uheld havde ligeledes parkeret sin bil i siden af vejen. Begge biler blev betydelig skadet, ligesom der opstod store skader på den kørende bil. Føreren af køretøjet blev kørt til skadestuen, idet han havde fået et flækket øjenbryn ved uheldet. Ingen af parterne fra de parkerede biler kom til skade ved uheldet.
Spirituskørsel i bil med forkerte nummerplader
Onsdag aften kl. 2220 bemærkede en patrulje et køretøj på Nordjyske motorvej ved
Nørresundby i det nordgåede spor. Ved forespørgsel i motorregistret passede nummerpladen ikke på den bil de sad på og bilen blev standset. Det viste sig yderligere at føreren var påvirket af spiritus. Han blev anholdt, og der blev udtaget en blodprøve.