En ny MENY kommer til Nørresundby

MENY bygger ny butik i Stigsborg til åbning i slutningen af 2026 (Foto: Dagrofa)
dato

Dagligvarekæden MENY rykker ind i det nye boligområde Stigsborg i Nørresundby. Butikken er en del af et stort byggeprojekt og forventes at åbne i efteråret 2026.

Borgerne i Nordjylland er glade for MENY og MENY er glad for dem. Derfor er de første skridt nu taget til MENY Stigsborg, som kommer til at ligge i Aalborg Kommunes nye boligområde nord for Limfjorden. Et område, som er godt i gang med at blive bygget op og udviklet.  

Butikken på Stigsborg bliver den femte MENY i Aalborg Kommune, når den forventes at åbne i efteråret 2026. Der ligger allerede to MENY’er i det centrale Aalborg, og samtidig er MENY godt placeret i Aalborg SV og i Klarup.  

“Nordjyderne bakker godt op om vores mission om at være Danmarks Madmarked, og derfor ser vi også en god grund til, at vi skal være med til at skabe det nye område på Stigsborg. Vi er glade for at have fået muligheden for at være med. Nu er aftalen skrevet under og så skal vi i gang med arbejdet for at sikre, at vi kan åbne en lækker butik i efteråret 2026. Vi kommer til at sørge for, at borgerne i Nørresundby nok skal blive velforsynet med Danske Madskatte og andre lækre madvarer,” siger Richo Boss, kædedirektør i MENY. 

Dagrofa, som står bag kæderne MENY, SPAR, Min Købmand og Let-Køb, har en ambition om at brede butikskæderne ud til endnu flere danskere. Derfor er der vækst i flere kæder. Foruden Stigsborg åbner MENY i Skovlunde i sommeren 2024 og i Grenå senere, mens SPAR og Min Købmand også har flere nye butikker på vej. 

“Det er et stort projekt at stable en ny butik på benene helt fra grunden, men vi har efterhånden prøvet det nogle gange. Senest åbnede vi MENY Toften i Valby i februar, og vi er godt i gang med det samme arbejde i Skovlunde, så vi har dygtige folk på opgaven, og jeg tør godt love, at borgerne i Nørresundby får den fulde oplevelse med alt det gode indhold som MENY er kendt for,” siger Kennet Berlin, der er salgs- og driftsdirektør i MENY.  

Han tilføjer, at man hos MENY ser frem til at kunne informere yderligere om projektet efterhånden som arbejdet skrider frem.  

MENY består af 115 butikker, der som oftest er ejet af selvstændige købmænd eller af Dagrofa og købmanden i forening. Dagrofa står bag mere end 520 butikker i kæderne MENY, SPAR, Min Købmand og Let-Køb, samt Dagrofa Logistik og Dagrofa Foodservice, som leverer til restauranter, cafeer, hoteller og kantiner.

Kilde: Dagrofa ApS
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.