Nørresundby er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Falske sedler
Onsdag formiddag blev der anmeldt et tilfælde af falske penge. I en pengeautomat i Nørresundby var der blevet indleveret to 500 kronesedler, som blev testet og viste sig at være falske.
Flere tilfælde af telefonsvindel
Flere borgere i Nordjylland har i de forgangne døgn oplevet, at de er blevet ringet op af en robotstemme, som beder om de respektive borgeres sidste cifre i cpr-nummeret.
Nordjyllands Politi opfordrer kraftigt til, at man aldrig udleverer personlige oplysninger, herunder cpr-nummer, bankoplysninger, koder og lignende. Modtager man et sådan opkald skal man lægge røret på.
Indbrud i villa
Beboere i en villa på Septembervej i Klarup kom hjem fra ferie til en træls overraskelse. På et tidspunkt mellem torsdag den 10. august og onsdag den 16. august, havde indbrudstyve brudt et østvendt værelsesvindue op med koben. Værelser var gennemrodet og en møntsamling samt diverse smykker var forsvundet. En hundepatrulje blev sendt til stedet og der blev udtaget spor på stedet.
Har du set mistænkelig færden i området? Kontakt Nordjyllands Politi på telefon 114.
Butikstyv løbet op
I en sportsbutik i Aalborg tog en butikstyv onsdag formiddag benene på nakken, efter at have stjålet et par træningsbukser. Den 23-årige butikstyv blev dog løbet op af både en borger og vagter der kom til stedet, hvorefter han erkendte forholdet.Egenrådig personbil
I Hjørring modtog politiet onsdag over middag en anmeldelse om, at en mindre personbil var kommet trillende førerløs ned ad gaden. En snarrådig borger fik stoppet bilen, sikret den med en klods og forsynet med en seddel i forruden.Joint konfiskeret
En 24-årig sad onsdag eftermiddag på en trappesten i Aalborg midtby og røg sig en joint med hashrester, da en uniformeret patrulje kom forbi. Den 24-årige blev sigtet for lov om euforiserende stoffer og fik konfiskeret resten af sin joint.
Hurtig knallert på rullefeltet
En 17-årig knallertfører blev torsdag sen aften, stoppet på sin lille knallert i Farsø. Det vist sig at knallerten var konstruktivt ændret, da betjentene tog den op på det medbragte rullefelt. Her kunne de konstatere en maksimalhastighed på 57 km/t. mod de tilladte 30 km/t.
Ydermere var der ikke monteret eller medbragt nummerplade. Der nedlægges påstand om ubetinget frakendelse af retten til at føre lille knallert, som følge af overtrædelserne.
Narkopåvirket bilist
På en tankstation i Hjørring kommune traf en patrulje natten til fredag en 30-årig, som holdt med tænding på sin personbil. Bilisten blev her narkometertestet positiv for kokain, men nægtede forholdet. Efterfølgende blev køretøjet ransaget og her fandt man to poser kokain, 0,10 gram og 1,65 gram, ligesom at det blev fundet en mindre klump hash på 1,02 gram.
Følg Nordjyllands Politi på
X @NjylPoliti
Facebook @NjylPoliti
Instagram @Politi