Brand i Nørresundby: Beboere i området skal stadig være opmærksomme

Profilbillede
dato

Branden på den nedlagte skole i Nørresundby, Løvvangskolen, har fat i flere af skolens bygninger, men ilden er under kontrol. Røgudviklingen er fortsat kraftig, så beboere i området skal holde sig inden døre og holde vinduer og døre lukkede. Har man et ventilationsanlæg i sit hus bør dette slukkes.

Branden på Løvvangskolen i Nørresundby har stået på siden søndag aften, omkring klokken 21:30. Ilden fik meget hurtigt fat og brandvæsnet har kæmpet med at få ilden inddæmmet. Omkring klokken 10:00 kunne Nordjyllands Politi melde, at branden var under kontrol. Der er dog fortsat høje flammer og røgudvikling på stedet, så befinder man sig i området – og særligt i nærheden af røgfanen – så er anvisningen fortsat, at man holder sig inden døre. Derudover skal vinduer og døre holdes lukkede, samt eventuelle ventilationsanlæg slukkes.
Befinder man sig i Aalborg/Nørresundby og omegn og kan lugte røg, så skal man søge væk.

Brandvæsenet foretager nu en kontrolleret nedbrænding; en manøvre der vil tage en del timer. Myndighederne vil melde ud, så snart røgudviklingen aftager og beboere i området igen kan bevæge sig ud og åbne vinduer og døre. Tidshorisonten er fortsat ukendt.

 

 

Aske og nedfaldne elementer

Nordjyllands Politi har fået meldinger om nedfaldne elementer fra branden og askenedfald i området. Leder af politiet indsats, vicepolitiinspektør Søren Pejtersen, beder folk lade nedfaldne elementer ligge indtil videre: ”Bor man uden for røgfanens kurs, men observerer aske på eksempelvis sit havebord, så er der ikke noget i vejen for at tørre havebordet grundigt af og benytte det. Ellers opfordrer vi, som altid, til at tænke sig godt om og følge myndighedernes anvisninger.”

 

 

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordjyllands Politi.
Kilde: Nordjyllands Politi