Vil du prøve kræfter med kommunikation i praksis – dér hvor myndighed og faglighed mødes? Og har du lyst til at arbejde med webredigering, intern kommunikation, arrangementer og formidling af komplekst fagstof?
Så er du måske vores nye studentermedhjælper i Kommunikation i Geodatastyrelsen.
Geodatastyrelsen er en offentlig styrelse under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med arbejdssted i Nørresundby. Vi arbejder med forskellige typer af geodata, blandt andet søkortlægning, matrikelkortet, ejendomsdata, – områder med stor betydning for borgere, myndigheder og virksomheder. I Kommunikation gør vi styrelsens arbejde forståeligt, relevant og synligt for vores målgrupper.
Dine opgaver
Som studentermedhjælper bliver du en del af kommunikationsteamet, som hører under styrelsens ledelsessekretariat, der varetager og koordinerer en bred vifte af kommunikationsopgaver i styrelsen. Vi arbejder blandt andet med nyheder, presse, hjemmesider, intranet, sociale medier, arrangementer og intern kommunikation.
Du vil arbejde tæt sammen med styrelsens kommunikationsansvarlige og få indblik i en travl og varieret hverdag. Du kommer til at arbejde med opgaver, der giver dig indsigt i både den daglige drift og de mere koordinerende dele af kommunikationsarbejdet. Som studentermedhjælper får du mulighed for at afprøve din faglighed, udvikle dine kompetencer og bidrage med nye perspektiver. Du bliver desuden en del af vores faglige og sociale netværk for studerende.
Din arbejdsopgaver omfatter blandt andet:
- Opdatere, rette og kvalitetssikre indhold på vores hjemmesider.
- Understøtte vores arbejde med at styrke Geodatastyrelsens tilstedeværelse på LinkedIn.
- Bidrage til intern kommunikation, blandt andet gennem nyheder på intranettet.
- Hjælpe med planlægning og gennemførelse af arrangementer og aktiviteter for medarbejdere.
- Understøtte ledelsessekretariatet med ad hoc-opgaver, koordinering og praktisk opfølgning.
Din profil
Vi leder efter en studentermedhjælper, der har lyst til at arbejde med kommunikation og formidling i en offentlig styrelse – og har mod på at lære mere.
Vi lægger vægt på, at:
- Du er kommunikativt stærk.
- Du har teknisk flair og gerne erfaring med CMS eller hjemmesideredigering – vi bruger Umbraco – ellers har du måske lyst til at lære det.
- Du arbejder selvstændigt og struktureret, og kan tage ansvar.
- Du er initiativrig, nysgerrig og trives med at tage del i en hverdag med mange forskelligartede opgaver.
- Du læser kommunikation eller en anden relevant uddannelse.
Ansættelsesvilkår
Den ugentlige arbejdstid er ca. 10-15 timer med mulighed for flere timer i sommerperioden. Planlægningen af din arbejdstid er naturligvis fleksibel i forhold til dit studie og eksamensperioder.
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og HK. Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende organisationer.
Dit arbejdssted bliver Geodatastyrelsen, Lindholm Brygge 31, 9400 Nørresundby.
Ansættelsen indledes med 3 måneders prøvetid, hvor arbejdsgiver kan opsige ansættelsens med 14 dages varsel.
Ansøgning og tiltrædelse
Stillingen søges online via vores jobportal. Vi skal have din ansøgning, CV og indskrivningsbevis/ studieaktivitetsattest senest den 17. juni. Samtaler forventes afholdt den 24. og 25. juni.
Tiltrædelse: 15. august
Flere oplysninger
Du kan læse mere på Geodatastyrelsens hjemmeside www.gst.dk og følge os på LinkedIn.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kommunikationsansvarlig Matilde Christiansen på telefon 2118 4779 eller på mail machr@gst.dk.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aalborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Geodatastyrelsen, Lindholm Brygge , 9400 Nørresundby
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 17-06-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/91ce8794-46cb-4ab9-b219-2c56ed3ab510