Bliv regnskabsansvarlig for flåden hos voksende Alba Tankers i Nørresundby

dato

Motiveres du, ligesom os, af at se systematik og muligheder i vores interne systemer på tværs af afdelinger, og en hverdag hvor vi lykkes i fællesskab? Og vil du være med til at udvikle vores økonomiafdeling og udnytte dine evner, når vi udvikler vores processer og optimerer vores rapportering?

Så er det dig vi mangler her hos Alba Tankers. Vi er lige nu i gang med en interessant transformation – vi har nemlig fået vokseværk. Fra at være en mindre virksomhed, er vi på vej til at blive en større virksomhed og vi håber, at du har lyst til at være en del af vores nu større hold. Vi arbejder mod at blive endnu mere fremsynet inden for vores branche, og vi er allerede godt i gang med at digitalisere og optimere vores processer, både indenfor økonomi, men også i andre afdelinger. Vi søger lige nu dig, der arbejder struktureret og er nysgerrig, når vi fortsætter vores udvikling.

Du vil have det overordnede regnskabsansvar for nogle af vores skibe
Vi har mange selskaber i vores koncernstruktur, da vi har et selskab til hvert skib. Dit overordnede ansvar bliver nogle af vores skibe og alle økonomiopgaver omkring dem. Du deltager aktivt i årsregnskab og budgetlægning, og kan agere sparringspartner for vores CFO. Afdelingen består, udover dig og vores CFO, af tre andre regnskabsmedarbejdere. Der er masser af potentiale for endnu flere spændende opgaver i økonomiafdelingen, da vi om et års tid bliver underlagt krav om ESG rapportering, og gerne ser at du har lyst til at bidrage til dette, også selvom du måske ikke har tidligere erfaring med ESG.

For kort at opsummere hvordan din nye hverdag kan se ud:

  • Regnskab for de skibe, som du har fået ansvar for
  • Andre bogholderiopgaver i form af fakturering, viderefakturering af udlæg, mm.
  • Holde styr på indkommende post i e-boks
  • Medvirke til udvikling af vores kommende ESG rapportering
  • Ad hoc-opgaver

Selvom nogle af dine arbejdsopgaver allerede er fastlagt, er der også mulighed for at forme stillingen alt efter dine kompetencer og interesseområder.

Du er nysgerrig på rapportering og har gåpåmod
Din positive indstilling og dit gåpåmod gør, at du synes det er sjovt at finde løsninger på udfordringer, som du ikke har erfaring med i forvejen. Du har været vant til at arbejde med alle opgaver omkring et regnskab og kender til processerne omkring både måneds- og årsafslutning samt budgettering. Du er generelt god til at sætte dig ind i nye systemer, og ser ESG rapportering som er spændende mulighed for at lære og udvikle noget nyt her i virksomheden. Vi håber, at du vil være med til at gøre en forskel i din afdeling, når vi taler om optimering og udnyttelse af de muligheder, som systemerne giver os.

Din måde at arbejde på afspejles i din strukturerede tilgang og forståelse for, at der kan opstå uforudsete opgaver. Du er detalje- og løsningsorienteret med gode samarbejdsevner, og du har en naturlig evne til at kommunikere på tværs af landegrænser og med forskellige interessenter. Du behersker engelsk på højt niveau både på skrift og i tale.

Det centrale system i vores økonomiafdeling er Business Central med bl.a. document capture. Det er ikke et krav, at du er fortrolig med disse programmer – det skal vi nok sætte dig godt ind i. Du er stærk i Excel og kan muligvis håndtere store datamængder i Excel i form af pivot tabeller. Har du derudover kendskab til Power BI og forståelse for strukturering af data i Datawarehouse, får vi svært ved at få armene ned.

Hvorfor gå ombord hos Alba Tankers?
Vi er en pålidelig og respekteret samarbejdspartner, og du lander i en sund og overskudsgivende virksomhed i vækst. Alba Tankers har en flåde af egne tankskibe, som vi løbende har udvidet, og vi udøver herudover teknisk og kommercielt management på eksterne skibe. Vi beskæftiger ca. 330 medarbejdere, hvoraf størstedelen er søfarende. På kontoret i Nørresundby får du 18 hjælpsomme kollegaer. Vores primære kunder er i Europa. 

Hos os har du mulighed for at præge din egen hverdag, og dykke ned i noget rapportering og optimering af arbejdsgange sideløbende med dine andre opgaver.

Er du klar til at stige ombord?
Så send dit motiverede CV til Head of People & Culture, Sanna Lambers på sla@albatankers.com. Vi har valgt ikke at bruge ansøgninger i vores proces, men vi vil selvfølgelig gerne vide, hvad der motiverer dig til at søge stillingen. Skriv derfor din motivation for stillingen direkte ind i dit CV.

 

Vi afslutter rekrutteringsprocessen så snart vi har fundet vores kommende kollega, men venter også gerne på den rette. Søg derfor hurtigst muligt, hvis dette lyder som noget for dig.

 

Hvis du har spørgsmål, inden du sender dit CV, er du velkommen til at kontakte Sanna Lambers på mail sla@albatankers.com eller på tlf. 2153 0719.

 

Vi glæder os til at høre fra dig.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Aalborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Alba Tankers ApS, Tagholm, 9400 Nørresundby

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 21-01-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6154796

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet