Bliv nautisk publikationsekspert hos Geodatastyrelsen

dato

Har du en maritim baggrund og erfaring med navigation, søkort og nautisk information? Og har du lyst til at bruge din faglighed i arbejdet med Geodatastyrelsens nautiske publikationer og de data, standarder og systemer, der understøtter dem?

I Enheden for Hydrografiske Systemer (EHS) søger vi en kollega, der får Geodatastyrelsens nautiske publikationer som sit primære fagområde. Samtidig bliver du en del af et bredere hydrografisk fagmiljø, hvor publikationerne hænger tæt sammen med søkort, marine data, produktionssystemer og internationale standarder.

Stillingen er relevant for dig, der f.eks. har en baggrund som navigatør, skibsfører, nautisk inspektør eller fra en anden civil eller militær maritim funktion. Vi søger dig, der har sans for faglig præcision, kan lide at formidle og trives i samarbejdet med mennesker med forskellige faglige perspektiver.

Du behøver ikke være IT-specialist. Det afgørende er, at du forstår navigation og den praktiske anvendelse af søkort og nautiske publikationer, og at du kan omsætte din viden til klart og anvendeligt indhold.

Om stillingen Dit primære arbejdsområde bliver Geodatastyrelsens nautiske publikationer for Danmark og Grønland. Du vil arbejde med fagligt indhold, ajourføring og kvalitetssikring og bidrage til, at information formidles korrekt, entydigt og anvendeligt for de søfarende.

En væsentlig del af arbejdet handler derfor om kommunikation. Du skal kunne forstå komplekse faglige oplysninger og formidle dem præcist og modtagerrettet – særligt på skrift, men også mundtligt. Arbejdet omfatter også sagsbehandling og dokumentation på området, herunder journalisering samt ajourføring af relevante registre, databaser og informationsgrundlag.

Samtidig får du en vigtig rolle som faglig brobygger. Du skal både kunne formidle til eksterne brugere og samarbejde internt med blandt andre navigatører, hydrografer, kartografer, geodataspecialister og IT-medarbejdere.

Du skal ikke selv udvikle IT-løsninger, men du skal kunne omsætte faglige behov og problemstillinger, lytte til andre perspektiver og være med til at omsætte den fælles forståelse til krav, arbejdsgange og løsninger.

Du bliver en del af et miljø med kolleger, der allerede arbejder med produkterne og de tilhørende data, standarder og systemer. Du vil derfor have mulighed for løbende faglig sparring og for at sætte dig ind i opgaverne sammen med erfarne kolleger.

Dine opgaver Du vil blandt andet komme til at arbejde med:

  • udarbejdelse, ajourføring og faglig kvalitetssikring af nautiske publikationer
  • sejladsanvisninger og anden nautisk information for Danmark og Grønland
  • vurdering og bearbejdning af information fra forskellige kilder
  • sagsbehandling, journalisering og dokumentation
  • ajourføring af relevante registre, databaser og informationsgrundlag
  • koordinering mellem nautiske publikationer, søkort og øvrige relevante produkter
  • navigatørfaglig kontrol og kvalitetssikring af elektroniske søkort (ENC)
  • krav, test og faglig vurdering i forbindelse med udvikling og ændring af systemer
  • relevante IHO-standarder og produktspecifikationer inden for Geodatastyrelsens ansvarsområde
  • relevante krav og standarder fra IMO, herunder bestemmelser i SOLAS-konventionens kapitel V.
Et område i forandring Det hydrografiske og maritime område er under betydelig forandring. Indfasningen af IHO’s S-100-rammeværk og de tilhørende produktspecifikationer er et centralt omdrejningspunkt i de forandringer, Geodatastyrelsen står midt i.

Det vil i de kommende år påvirke produkter, data, arbejdsgange og systemer og dermed også udvikle indholdet i stillingen. Du skal derfor have lyst til at sætte dig ind i nye standarder og kunne se dig selv i en rolle, hvor opgaverne udvikler sig i takt med området.

Du skal kunne sætte dig ind i relevante IHO-standarder og bidrage til, at Geodatastyrelsens processer og arbejdsgange er afstemt med den internationale udvikling. Samtidig skal du kunne bringe styrelsens erfaringer og behov ind i relevante internationale fora.

Afhængigt af styrelsens behov kan du også blive tilknyttet opgaver eller samarbejder i andre enheder, hvor din faglighed er relevant.

Samarbejde nationalt og internationalt Som en del af rollen kan du komme til at bidrage til nationale og internationale samarbejder, blandt andet:

  • samarbejde med Søfartsstyrelsen, DMI, Beredskabsstyrelsen, Forsvaret og andre relevante myndigheder
  • national koordinering om S-100 og nautisk information
  • IHO’s Nautical Information Provision Working Group (NIPWG)
  • Geodatastyrelsens faglige bidrag til Danmarks arbejde i IMO’s Sub-Committee on Navigation, Communications and Search and Rescue (NCSR).
Din profil Vi forestiller os, at du har en relevant maritim uddannelse eller erfaring fra en civil eller militær funktion. Det afgørende er, at du har en solid forståelse for navigation, søkort og den information, der anvendes i forbindelse med sikker sejlads.

Vi lægger især vægt på, at du:

  • har lyst til at kommunikere og formidle fagligt stof klart og præcist – særligt på skrift, men også mundtligt
  • har blik for modtageren og kan tilpasse din formidling til forskellige faglige og praktiske behov
  • trives med samarbejde og aktivt opsøger dialog med kolleger og samarbejdspartnere
  • kan lytte til forskellige faglige perspektiver og bidrage til at skabe fælles forståelse på tværs af fagområder
  • kan sætte dig ind i standarder, regler og tekniske sammenhænge og omsætte dem til praktisk forvaltning og faglige krav
  • er nysgerrig på digitale løsninger, geodata og nye maritime produkter
  • er indstillet på, at opgaver og samarbejdsflader udvikler sig over tid
  • arbejder grundigt og er omhyggelig med dokumentation og ajourføring
  • kan skabe struktur og overblik i dine opgaver.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med et eller flere af områderne nautiske publikationer, søkort, GIS, IHO-standarder, S-100, myndighedssagsbehandling eller internationalt samarbejde. Vi forventer ikke, at du allerede har erfaring med alle områderne.

Stillingen spænder bredt, og en del af opgaven er netop at opbygge ny viden i takt med, at området udvikler sig. Det gælder ikke mindst S-100 og de tilhørende produktspecifikationer, som fortsat er under indfasning og vil få stigende betydning for Geodatastyrelsens produkter, processer og systemer.

Det vigtigste er, at du har det faglige fundament, har lyst til at kommunikere og samarbejde, kan se dig selv i arbejdsområderne og ønsker at udvikle din viden sammen med faglige kolleger.

Om os Enheden for Hydrografiske Systemer arbejder med IT-understøttelse, drift og udvikling af systemer til Geodatastyrelsens hydrografiske produktion. Du bliver en del af et miljø, hvor maritim faglighed, geodata og IT mødes, og hvor forskellige fagligheder sammen understøtter produktionen af søkort, nautiske publikationer og marine data.

I styrelsen har vi en klutur, hvor der er plads til at snakke og grine sammen. Vi prioriterer det sociale fællesskab og har mange arrangementer på tværs i styrelsen. Vi arbejder i et åbent kontormiljø og tilbyder kantine- og frugtordning.

Vil du være med? Har du en maritim baggrund, sans for præcis faglig formidling og lyst til at arbejde med Geodatastyrelsens nautiske publikationer og de fagområder, der omgiver dem, ser vi frem til at høre fra dig.

Du behøver ikke kunne sætte kryds ved alle områder i opslaget. Hvis du har det faglige fundament, kan se dig selv i opgaverne og har lyst til at udvikle dig i rollen sammen med faglige kolleger, vil vi gerne høre fra dig. Praktisk

Løn og ansættelsesvilkår Løn- og ansættelsesvilkår følger overenskomsten mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, med mulighed for forhandling af tillæg.

Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Lindholm Brygge 31, 9400 Nørresundby.

Arbejdstiden er 37 timer om ugen med fleksibel arbejdstilrettelæggelse.

Ansættelsen indledes med 3 måneders prøvetid, hvor arbejdsgiver kan opsige ansættelsen med 14 dages varsel.

Ansøgning og spørgsmål Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Enhedschef for Hydrografiske Systemer, Morten Hedegaard. Mail: mohed@gst.dk Mobil: +45 23 29 81 29.

Vi skal have din ansøgning og CV via vores rekrutteringssystem senest den 4. oktober 2026.

Samtaler forventes afholdt den 20. og 21. oktober 2026

Læs mere om os og vores opgaver på https://gst.dk - du kan også finde os på LinkedIn.

Vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge – også dig, der måske ikke kan sætte kryds ved alle punkter, men som har motivationen, nysgerrigheden og lysten til at bidrage.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Aalborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Geodatastyrelsen, Lindholm Brygge , 9400 Nørresundby

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 04-10-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/c777078c-0028-4abd-bda5-e54f9c73e9e2

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet
Mest læste artikler