Bliv en nøglefigur i Forsvaret som chef for Forsvarets Bilsyn

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Er du en teknisk velbevandret officer og har du viljen og evnerne til at varetage en specialiststilling, hvor der stilles store krav til din faglighed med en bred berøringsflade i hele Forsvaret? Så har du nu en unik og sjælden mulighed for at blive chef for Forsvarets Bilsyn og blive en af Forsvarets militære bilinspektører.

Om os

Forsvarets Bilsyn indgår i Forsvarets Færdselscenter ved Trænregimentet i Aalborg, og er kendetegnet ved en fleksibel, respektfuld og uformel, men professionel tone og vi lægger stor vægt på at værne om en god arbejdsplads. Vi er en værnsfælles bemandet enhed, hvor alle medarbejdere arbejder meget selvstændigt.

Forsvarets Bilsyn er bemandet med otte dedikerede og fagligt dygtige militære bilsagkyndige seniorsergenter, der typisk har en del års erfaring i stillingen. Medarbejderne ved Forsvarets Bilsyn er til dagligt fordelt ud over hele landet. Dagligdagen er primært præget af syn af Forsvarets køretøjer, men byder også på andre spændende og til tider uforudsigelige opgaver inden for færdselssikkerhed og køretøjsteknik. Syn gennemføres på Forsvarets forskellige tjenestesteder og for alle styrelser, myndigheder og enheder inden for hele Forsvarsministeriets ministerområde, herunder også ved udsendte styrker.
Forsvarets Færdselscenter består ud over Forsvarets Bilsyn af Forsvarets Køreskole og Færdselssektionen.

Om stillingen

Som chef for Forsvarets Bilsyn får du det ledelsesmæssige ansvar for bilsynsvirksomhedens tilrettelæggelse og udførelse samt bidrage til udvikling af organisation, uddannelse, etablissement og testudstyr. Derudover kommer du til selv at deltage i den praktiske synsforretning, bidrage med teknisk sagsbehandling og rådgivning ved såvel anskaffelse af nye køretøjer som opbygning og drift af eksisterende køretøjer.

Du vil som chef desuden indgå i tilkaldeordningen for militære bilinspektører i tilfælde af færdselsuheld hvor Forsvarets køretøjer er impliceret, hvor du vil skulle bidrage med teknisk undersøgelse af køretøjer, samt gennemføre udredning af færdselsuheld. Du vil få stor berøringsflade med alle værn og typer af enheder. Du får ansvaret for uddannelse af nye synsmedarbejdere samt efteruddannelse og kompetenceudvikling af synsmedarbejdere.

Stillingen stiller store krav til evnen til at forstå og omsætte lovtekst til praktiske forhold samt stor teknisk indsigt inden for køretøjer. Du skal derfor være indstillet på at gennemgå en omfattende uddannelse til militær bilinspektør med henblik på at opnå de rette kompetencer i syn af køretøjer, køretøjsteknik, uheldsudredning i forbindelse med færdselsuheld, færdselslovgivning og øvrige forhold for anvendelse af Forsvarets køretøjer. Omfanget af uddannelse vil bero på en individuel kompetenceafklaring. En del af uddannelsen vil kunne foregå hos uddannelsesinstitutioner uden for Forsvaret, og gennemføres på enten engelsk eller tysk.

Stillingen er værnsfælles og er placeret på Aalborg kaserner.

Om dig

Du er kaptajn eller kaptajnløjtnant, eller har måske tidligere været det, og har nogle civile relevante kompetencer og færdigheder herfra og vil gerne tilbage til Forsvaret. Din baggrund er ikke afgørende, men det er nødvendigt for at få succes i stillingen, at du har solid ledelseserfaring. Du har gerne erfaring med distanceledelse og ledelse af fagligt personel med specialistfunktioner. Ligeledes skal du være inkluderende, men samtidig være klar til at stikke retningen ud og tage ansvar. Du har endvidere kendskab og forståelse for Forsvarets samlede struktur og opgaveløsning.

Vi forestiller os desuden:
- Du har gerne en faglig eller teknisk baggrund samt solide dokumenterbare boglige færdigheder inden for matematik og fysik. Vigtigst af alt er dog, at du har stor interesse og flair for køretøjsteknik, samt ønsker gennem en længere årrække at specialisere dig inden for køretøjs- og færdselssikkerhedsområdet.
- Vi forventer du har gode formuleringsevner i skrift og tale.
- Du har erfaring fra et bredt funderet tjenesteforløb, gerne med erfaring fra stabstjeneste og med sagsbehandling.
- Du har gode evner i kommunikation og styring af pålagte opgaver.
- Du er struktureret, udviklingsorienteret og tager ansvar for de pålagte opgaver og du er i stand til at rådgive på alle niveauer på en forståelig og imødekommende måde.
- Du holder et højt fagligt niveau i opgaveløsningen og træffer selvstændigt de nødvendige og effektive beslutninger, når behovet opstår.
- Du skal være i stand til at yde situationsbestemt vejledning til kolleger på alle niveauer.

Ansættelsesvilkår

Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Dit faste tjenestested er Aalborg kaserne.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for Forsvarets Færdselscenter Militær Bilinspektør kaptajn Jacob Skovsgaard på telefon 41 15 07 08 eller via mail TRR-FFC-01@mil.dk.

Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Julie Kastoft-Christensen på telefon 72 81 98 90 eller via mail FPS-JUK@mil.dk.

Ansøgningsfristen er den 6. oktober 2024 og samtaler forventes afholdt umiddelbart herefter.
Stillingen ønskes besat snarest muligt.

Du må gerne vedlægge de FOKUS bedømmelser, du finder relevante for stillingen.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM TRÆNREGIMENTET
Trænregimentet er Hærens største myndighed og tæller op mod 1.600 medarbejdere i de perioder, hvor vi har værnepligtige.
Udover den kontinuerlige støtte til forsvarets internationale operationer, er en af regimentets vigtigste opgaver at uddanne logistik- og militærpolitienheder.
Vores enheder er primært placeret i Aalborg og Vordingborg, men vi rummer også enheder på en række garnisoner over næsten hele landet.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Aalborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Aalborg Kaserner, Gammel Høvej , 9400 Nørresundby

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 06-10-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6116112

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet