Er du klar til at tage ledelsesansvaret for en af Hærens største og mest komplekse bataljoner og føre den gennem en markant styrkeopbygning?
Som chef for 1. Logistikbataljon står du i spidsen for en enhed, hvor hverdagen skal fungere i dag, samtidig med at kampkraften opbygges til i morgen. Stillingen kræver ledelsesmæssig tyngde, dømmekraft og lysten til at tage ansvar – i tæt samspil med et erfarent ledelsesteam.
Lykkes du i rollen, får du til gengæld en af Hærens mest udviklende chefgerninger: stor indflydelse, bred ledelseserfaring, tæt samarbejde med brigade- og regimentsniveauet og øvrige myndigheder – og et stærkt fundament for din videre tjeneste.
Om os
1. Logistikbataljon er en del af Trænregimentet og operativt indsat under 1. Brigade.
Bataljonen består pt. af en operativ stab, en Stabsdeling, 1. Forsyningskompagni, 2. Sanitetskompagni, 3. Vedligeholdelseskompagni og 4. Transportkompagni.
1.Logistikbataljon er primært garnisoneret på Aalborg kaserne med enkelte elementer placeret på andre garnisoner og med personel fra Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste og Forsvarets Sanitetskommando integreret i strukturen.
Bataljonens kerneopgave er at understøtte 1. Brigade med taktisk logistik. I hverdagen fungerer bataljonen samtidig som uddannelsesramme for førere og soldater, hvor uddannelse, træning og føringsudvikling gennemføres med henblik på at opbygge robuste enheder og kompetente ledere. Bataljonen står foran en markant styrkeforøgelse, herunder integration af ny værnepligt, etablering af nye kapaciteter og indfasning af betydelige mængder nyt materiel. Der lægges vægt på struktur, forudsigelighed og klare rammer i den daglige tjeneste for at skabe et stabilt fundament for både opgaveløsning og den kommende styrkeopbygning.
Udviklingen af den taktiske logistik sker i tæt samspil mellem Trænregimentet og 1. Brigade og er afgørende for, at bataljonen både kan levere effekt i brigadens indsættelser og udvikle logistiktropperne på længere sigt.
Om stillingen som chef for 1. Logistikbataljon
Af oberst Michael Elsøe Frandsen, Chef for Trænregimentet
1. Logistikbataljon er ikke blot stor på kamppladsen – den er stor i mennesker, fagligheder og kompleksitet. Det stiller krav til ledelse, samarbejde og evnen til at skabe en hverdag, hvor både opgaven og mennesket kan holde i længden.
Som chef for bataljonen bliver du en del af Trænregimentets chefgruppe og får et ansvar for at samle kræfterne lokalt, udvikle logistiktropperne og skabe rammer for, at soldater og førere kan lykkes i deres opgaver.
Jeg lægger vægt på, at den kommende chef:
- prioriterer arbejdsglæde og trivsel,
- forstår, at styrkeopbygning er en langsigtet opgave,
- formår at skabe sammenhæng mellem regiment, brigade og bataljon,
- og kan lave klare prioriteringer, når alt ikke kan lade sig gøre på én gang.
Af brigadegeneral Michael Thøgersen, Chef 1. Brigade
Tjeneste i 1. Brigade er et bevidst valg – Vi står klar til at kæmpe for Danmark, Kongeriget og NATO når situationen kræver det.
Det forudsætter, at brigadens logistiske fundament fungerer.
Som chef for 1. Logistikbataljon får du en central rolle i brigadens samlede indsættelse og udvikling. Bataljonen skal kunne levere i dag, samtidig med at den tilpasses de krav, vi ved, der kommer på kort sigt.
Jeg lægger vægt på, at den kommende chef:
- forstår brigadens operative behov,
- kan omsætte hensigt til praksis,
- ser værdien i et stærkt ledelsesteam tæt på opgaven.
Hvis du har lyst til at lede i spændingsfeltet mellem indsættelse, beredskab og udvikling, er dette en stilling, der er værd at søge.
Som chef for 1. Logistikbataljon påtager du dig ansvaret for at lede, føre og udvikle en af Hærens største og mest komplekse bataljoner i en periode præget af både løbende operative krav og en markant styrkeopbygning. Stillingen kræver, at du kan holde fokus på udvikling af bataljonens kerneopgave samtidig med at du sikrer ro, retning og sammenhæng i bataljonens daglige virke.
Chefgerningen indebærer ledelse i spændingsfeltet mellem beredskab og uddannelse, indsættelse og styrkeudvikling. Du skal kunne prioritere, når kravene overstiger ressourcerne, og skabe klare rammer, der gør bataljonen i stand til at løse de væsentligste opgaver uden at sammenhængskraft og arbejdsglæde går tabt. Opgaven løses ikke alene, men i tæt samspil med bataljonens ledelsesteam, særligt stabschefen, bataljonsbefalingsmanden og kompagnicheferne.
Stillingen rummer et betydeligt ansvar for både mennesker og organisation. Du skal udvikle førere og soldater gennem tydelig ledelse, klare hensigter og retning, mens du samtidig skaber de strukturer og rutiner, der gør det muligt at gennemføre forandringer i højt tempo.
Som chef indgår du i såvel Trænregimentets og 1. Brigades chefgruppe og er en central aktør i begge, hvor du bidrager til udviklingen af logistiktropperne og samspillet mellem uddannelse, opbygning og operativ anvendelse. Stillingen kræver derfor evnen til at navigere sikkert mellem brigade og regiment og omsætte fælles hensigter til konkret handling i bataljonen.
Dette er en chefstilling for dig, der har lyst til at tage et stort ledelsesansvar, lede gennem forandring og sætte varige aftryk på både mennesker og organisation – og som motiveres af at få en kompleks bataljon til at fungere i praksis, hver dag.
Om stillingen som chef for Brigadestøttebataljonen
Bataljonen skal opbygges som en del af den tunge infanteribrigade, og du skal som chef være en af de drivende kræfter i gennemførelsen af en hastig opbygning, herunder ansættelse af øvrigt nøglepersonel og udvikling af alle elementer inden for DOTMLPFI.
Ovennævnte profilkrav-/ønsker relateret til stillingen som chef for 1. Logistikbataljon er også gældende for stillingen som chef for Brigadestøttebataljonen, idet evne til udvikling og hastig eksekvering af opbygningstiltag har særligt fokus – særligt set i forhold til de nuværende driftsrelaterede opgaver i 1. Logistikbataljon.
Om dig
Du har gennemført videreuddannelsestrin II, Master i Militære Studier eller tilsvarende uddannelse og har solid erfaring fra den operative struktur.
Operativ Føringsuddannelse eller tilsvarende vil blive vægtet positivt. Erfaring fra international tjeneste ses som en fordel, men er ikke en forudsætning.
Det er ønskeligt, at du har gjort tjeneste som kompagnichef, stabschef eller i en tilsvarende ledelsesfunktion ved en logistisk enhed og har erfaring fra arbejde i en bataljonsstab. Erfaring fra tjeneste ved højere stab/kommando og indblik i den samlede logistiske opgaveløsning vil blive tillagt betydning.
Du er en tydelig fører, der kan sætte retning, stille krav og skabe følgeskab gennem dit personlige eksempel. Du evner at lede en organisation med mange specialer og specialister og forstår betydningen af at få ledelsesteamet til at fungere i praksis – i tæt samspil med stabschef, bataljonsbefalingsmand og kompagnichefer.
Du har overblik og dømmekraft og kan træffe beslutninger i samarbejde med stab og underenheder.
Du formår at balancere den operative opgave med uddannelse og daglig tjeneste og har forståelse for, at struktur, orden og forudsigelighed er forudsætninger for at kunne udvikle bataljonen og gennemføre en markant styrkeopbygning uden at miste sammenhængskraft.
Du har et højt fagligt niveau og en bred forståelse for taktisk og gerne operativ logistik og kan præge bataljonens uddannelse, indsættelse og udvikling med denne faglighed.
Som person fremstår du troværdig, engageret og beslutningsdygtig, med evne til at lytte, skabe relationer og formulere en klar hensigt, og du har viljen til at investere tid og energi i at udvikle både organisationen og de mennesker, der bærer den.
Du har forståelse for, at opgaven kræver kontinuitet, og at det er en forudsætning for at lykkes i stillingen, at du er indstillet på at varetage chefgerningen over en længere periode, som udgangspunkt i tre år.
Der bliver desuden lagt vægt på, at du vurderes bredt anvendelig til andre chefstillinger inden for Forsvarsministeriets Koncern.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Den endelige lønpakke vil afhænge af din baggrund og dine kvalifikationer, men stillingen er indplaceret i løngruppe 1. Derudover er der mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer.
Hvis du i forvejen er tjenestemand, er der mulighed for, at ansættelsen kan ske som tjenestemand i lønramme 37 efter en konkret vurdering. Ansøgningen skal stiles til Kongen, medmindre du allerede er indplaceret i lønramme 37.
Ansættelsesområdet er Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner.
Dit daglige tjenestested er Aalborg.
Som ansat under Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne i hele din ansættelsesperiode.
Du skal desuden til enhver tid kunne opfylde de helbredsmæssige og fysiske krav, der er fastsat for funktionen.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte nuværende chef for 1. Logistikbataljon, oberstløjtnant Kim Krumbak, på telefon 2080 7563 eller chefen for Trænregimentet, oberst Michael Elsøe Frandsen, på telefon 2523 9189.
Hvis du har spørgsmål til løn- og ansættelsesforhold, kan du kontakte HR-konsulent ved Personelkommandoen, Marie Veedfald, på telefon 3266 5975.
Ansøgningsfrist er den 22. januar 2026, og ansættelsessamtaler forventes afholdt kort herefter.
Det skal tydeligt fremgå af ansøgningen, hvilken stilling du søger – også om du evt. ønsker at søge begge stillinger.
Stillingerne er til besættelse 1. marts 2026 eller hurtigst muligt derefter.
Vi vil bede dig om at søge via nedenstående link.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset baggrund, til at søge stillingen.
Om Trænregimentet
Trænregimentet er Hærens største myndighed og tæller op mod 1.600 medarbejdere i de perioder, hvor regimentet har værnepligtige. Ud over den kontinuerlige støtte til Forsvarets internationale operationer og beredskaber, er en af regimentets vigtigste opgaver at uddanne logistik- og militærpolitienheder. Vores enheder er primært placeret i Aalborg og Vordingborg, men vi rummer også enheder på en række garnisoner over hele landet.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aalborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Aalborg Kaserner, Gammel Høvej, 9400 Nørresundby
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 22-01-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/7210492f-eef3-449b-b6c9-6ccae4230b12