BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vil du tage del i bataljonens planlægning, indsættelse og føring, og har du samtidig interesse for operativ efterretningstjeneste? Så bør du søge stillingen som efterretningsofficer ved 1. Logistikbataljon.
Om os
1. Logistikbataljon er garnisoneret på Aalborg Kaserne og indgår i 1. Brigade som dispositionsenhed. Bataljonen varetager brigadens taktiske logistik og omfatter forsynings-, sanitets-, transport-, vedligeholdelse- og bjærgningstjeneste. Bataljonen består, ud over en operativ stab og stabsdeling, af fire underafdelinger med enkelte elementer udlagt til andre garnisoner.
Bataljonen er en professionel enhed, som bidrager til hærens beredskaber, nationale operationer og udsender enheder til hærens internationale operationer.
Om stillingen
Du vil til daglig være en del af S2, som består af to kaptajner og en seniorsergent. S2-sektionen er ansvarlig for efterretnings- og sikkerhedstjenesten ved 1. Logistikbataljon, både i rammen af den taktiske indsættelse og under uddannelsen af enhederne. Den militære sikkerhed i bataljonen vil primært blive løftet af sektionschefen for S2.
Hverdagen vil veksle mellem planlægning, mødevirksomhed, enkeltmandsuddannelse og øvelsesvirksomhed i rammen af bataljonen og brigaden.
Grundet stabens mange opgaver, og stærke samarbejde på tværs, vil dine daglige opgaver ikke isoleres til S2 og efterretning, men indebære planlægningsopgaver i forbindelse med hele bataljonens portefølje herunder nationale operationer, øvelser samt uddannelse af enhederne.
Som en del af den operative bataljonsstab, vil du under indsættelse af 1. Logistikbataljon indgå som efterretningsofficer på det ene af bataljonens to operationscentre. Herfra føres enheden under anvendelse af LC2IS og BMS, hvorfor du også vil deltage i operationaliseringen af det nye føringskoncept. Operativt vil du samtidigt skulle fungere som CBRN-Officer, og herigennem rådgive bataljonen omkring indsættelse af kapaciteter i tæt samarbejde med den resterende CBRN-organisation i enheden.
Du vil kort sagt opnå viden, færdigheder og kompetencer inden for ikke bare efterretningstjeneste men hele Logistikbataljonens virke, hvilket vil kunne styrke dig i fremtidige stillinger.
Om dig
Du er kaptajn eller premierløjtnant med gennemført FØK eller tilsvarende.
Alternativt er du en erfaren premierløjtnant som er i gang med/har gennemført videreuddannelse til næste funktionsniveau. I så fald vil der være mulighed for at indgå en uddannelsesaftale, og du vil i perioden frem til en eventuel udnævnelse i stillingen bestride stillingen som funktion i højere stilling.
Du har erfaring fra det operative miljø og har ideelt viden om logistikbataljonen. Du ønsker at opnå kompetencer på niveauet i 2-3 år, inden du fortsætter mod en evt. chefperiode eller lign. Du ser måske efterretning som dit kommende militære speciale, og kan se en fremtid i lignende stillinger. Måske har du allerede gennemført en chefperiode og påtænker at læse MMS, hvilket stillingen også kan give rammerne til.
Du har interesse i planlægning, operative overvejelser og føring, samt operativ efterretningstjeneste. Du formår at tage beslutninger under hensynstagen til det samlede billede i 1. Brigade og kan tilpasse valgte løsninger hurtigt og effektivt.
Du er nytænkende, besidder gode analytiske evner, og formår at arbejde struktureret og selvstændigt. Du opsøger opgaver på eget initiativ, og byder dig til, hvis du har de kompetencer, der kan optimere det samlede produkt for 1 LOGBTN.
Det er en fordel, men intet krav, at du er funktionsuddannet som efterretningsofficer og/eller CBRN-officer. Har du evnerne, tilvejebringer vi kompetencer og kvalifikationer.
Det er et krav, at du kan begå dig på engelsk, både mundtligt og skriftligt, grundet 1. Brigades signaltjeneste og skriftlige produkter.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner/kaptajnløjtnanter.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Hvis du er premierløjtnant og ikke har gennemført Føringskursus/VUK eller anden relevant uddannelse på tilsvarende niveau, vil der være mulighed for at indgå en uddannelsesaftale. Aflønning i stillingen vil i så fald ske efter reglerne om midlertidig funktion i højere stilling. Udnævnelse og overgang til varig ansættelse som kaptajn/kaptajnløjtnant kan finde sted, når uddannelseskravet er opfyldt og ved styrelseschefens godkendelse.
Som ansat på Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
KONTAKT OG ANSØGNING
Du er meget velkommen til at høre mere om stillingen hos CH/S2 KN Nicholai Kure Risvang på TRR-1B-S20A@fiin.dk eller telefon 91 33 51 01. Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du ringe til HR-konsulent Britt Holde på telefon 728 19143.
Ansøgningsfristen er søndag 25. februar 2024. Samtaler forventes afholdt umiddelbart herefter. Stillingen ønskes besat fra 1. april 2024 eller snarest derefter.
Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale. FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM TRÆNREGIMENTET
Trænregimentet er Hærens største myndighed og tæller op mod 1.600 medarbejdere i de perioder, hvor vi har værnepligtige. Udover den kontinuerlige støtte til forsvarets internationale operationer, er en af regimentets vigtigste opgaver at uddanne logistik- og militærpolitienheder. Vores enheder er primært placeret i Aalborg og Vordingborg, men vi rummer også enheder på en række garnisoner over næsten hele landet.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aalborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Aalborg Kaserner, Gammel Høvej , 9400 Nørresundby
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 25-02-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5986436