Aalborg Kaserner: Kompagnichef til 2. Militærpolitikompagni

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Brænder du for ledelse af specialister?
Har du modet og ikke mindst viljen til at uddanne, udvikle og lede et militærpolitikompagni i en kompleks hverdag, hvor et nyt forlig kan få stor indflydelse på kommende opgaver?
Kan du som chef træde i karakter over for dedikerede soldater med et højt ambitionsniveau som stiller ubetingede krav til holdning og professionalisme?

Så er du godt på vej til at blive Militærpolitiets næste chef for 2. Militærpolitikompagni.

Om os

Militærpolitiet er kendetegnet ved at være unik af sin art i det danske forsvar, hvilket er en af årsagerne til, at der er en stærk korpsånd, som positivt understøtter opgaveløsningen.

Militærpolitiet støtter Forsvarets opgaveløsning nationalt og internationalt og er som hovedregel repræsenteret, når Danmark udsender enheder i internationale operationer. Støtten leveres både i det maritime, luftmilitære og landmilitære operationsmiljø og ofte i samarbejde med Forsvarets Auditørkorps, allierede nationers militærpoliti samt dansk politi.

Militærpolitiet er placeret geografisk på Aalborg Kaserner, og er organiseret med en stab, to militærpolitikompagnier, en militærpolitigrunduddannelse, samt en militærpolitistation med en delt placering i Aalborg og i København.

2. Militærpolitikompagni står for efteruddannelse af militærpolitisoldater og indsættelse i diverse operationer samt beredskaber. Enhedens kerneopgaver ligger inden for opretholdelse af beredskaber, livvagtstjeneste, militærpolitifagligt virke, støtte til specialoperationsstyrker samt maritime operationer.

Om stillingen

Som kompagnichef for 2. Militærpolitikompagni er du chef for en kommandosektion samt tre militærpolitidetachementer.

Du er, over for Chefen for Militærpolitiet, ansvarlig for gennemførelsen af funktions- og enhedsuddannelse, med tyngde i, men ikke begrænset til den maritime MP-tjeneste, den politifaglige tjeneste og livvagtstjenesten. Gennemførelsen af uddannelserne er forudsætningen for, at kompagniet er i stand til at løse militærpolitiets indsættelses- og beredskabsforpligtelser inden for de nævnte specialer i alle operationsmiljøer i ind- og udland.

Kompagniet er en stående beredskabsenhed. Kompagniet forventes derfor at være klar til indsættelse af dele af kompagniet med kort varsel og i mange forskellige typer af opgaver. Det stiller krav til styring og planlægning for at tilsikre, at den enkelte enhed såvel som den enkelte militærpolitisoldat er klar til indsættelse.

Kompagnichefen er, sammen med kompagnibefalingsmanden, overordnet ansvarlig for udviklingen og motivationen af militærpolitisoldaterne. Dette i en hverdag med periodevise spidsbelastninger og inden for mange forskelligartede opgaver, der skal styres i mål uafhængigt af hinanden. Det stiller krav til helhedsorienterede løsninger, der tilgodeser de mange forskelligartede udfordringer.

Stillingen som kompagnichef er en samlende rolle. Det forudsætter engagement, godt humør, loyalitet og ærlighed over for kompagniet såvel som Chefen for Militærpolitiet. Du forventes, gennem din kommunikation, at kunne bibringe enheden helhedsforståelse for rammerne, som kompagniet virker i.

Du skal i perioder påregne øvelsesaktivitet, primært indenlands. Ligeledes er udsendelse i internationale operationer en mulighed.

Stillingen er værnsfælles. Det forventes, at du har et bredt kendskab til uddannelsen og indsættelsen af militærpolitienheder og militærpolitiets funktionsområder. Det er en fordel, hvis du har været udsendt i rammen af en militærpolitienhed men ikke et krav.

Stillingen er tidsbegrænset og besættes som udgangspunkt for en to-årig periode med mulighed for forlængelse.
Har du ikke selv fundet en anden stilling ved udløb af denne ansættelse eller forhandlet forlængelse, vil Trænregimentet anvise dig en anden kaptajnstilling med fast tjenestested i Aalborg.

Om dig

Du er kaptajn/kaptajnløjtnant med gennemført VUT-I/L, værns specifik VUK eller FØK. Alternativt er du en erfaren premierløjtnant som formelt er klar til udnævnelse.

Du har en grundlæggende god forståelse for de tre værns operationsmiljøer og ledelse af specialister. Du tør udvise mod til at træffe beslutninger, og ikke mindst stå ved dem, til gavn for dit kompagni, samt Militærpolitiet som helhed.

Du er operativ og analytisk godt funderet, har gode samarbejdsevner og udviser en høj grad af selvstændighed og ansvarsfølelse.

Du skal have personlig gennemslagskraft, og have blik for at kunne afpasse din kommunikation efter målgruppen og situationen.

Du skal forvente at der vil blive stillet krav til dig både nedefra og oppefra i forhold til at sætte retning for kompagniet. Du skal kunne balancere i dette krydsfelt. Du forstår værdien i at udbygge og vedligeholde relationer på tværs af en organisation som grundlag for et godt samarbejde.

Du behersker dansk og engelsk kommunikation i både skrift og tale, er velformuleret samt formår at udtrykke dine væsentlige punkter kortfattet og let forståeligt.

Ansættelsesvilkår

Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajnløjtnanter/kaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes til hemmeligt og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Fast tjenestested i Aalborg

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte chefen for Militærpolitiet oberstløjtnant Claus Erik Dalsgaard Brønnum på telefon 51 54 74 30 eller på mail TRR-MP-CH@mil.dk.

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, kan du kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent kaptajn Thomas Gjøll Hansen på telefon 32 66 59 08 eller på mail: FPS-THH@fiin.dk

Ansøgningsfristen er sønden 24. september 2023 og ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 40. Forventet tiltrædelse den 1. november 2023, eller efter aftale.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Find mere information om Militærpolitiet på vores Facebook side og www2.forsvaret.dk/omos/organisation/militaerpolitiet/Pages/forside.aspx


INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Aalborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Aalborg Kaserner, Gammel Høvej 34, 9400 Nørresundby

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 24-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1236&ProjectId=185359&DepartmentId=18960&MediaId=4680&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5898449

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet